Første gang opført i 1966 af Amatørscenen "Teaterkatten". Teksten let revideret i 2001.
Opførelsesretten fås hos Danske Dramatikeres Forbund, Nørre Voldgade 12A, 1358 København K. Tlf. 33 45 40 35, email: admin@dramatiker.dk Noder til musikken kan rekvireres hos forfatteren tlf. 44 98 11 17, email: kaj.himmelstrup@mail.tele.dk
© Kaj Himmelstrup
Personerne:
Claude
2 dommere
Ministeren
Præsidenten
Bob
To mænd i hvidt.
Dekorationen: En høj dommerskranke med to stivryggede stole bag samt en vidneskranke.
Lyden af et urs langsomme seje tik-tak. Scenen er halvmørk. Dommerne kommer ind, to ældgamle herrer, klædt i sort og med nussede parykker. De bærer halvmasker og bevæger sig abeagtigt rundt uden bestemte hensigter. Den ene dommer klasker den anden på ryggen.
2. DOMMER: Der er gået møl i dig.
Han forfølger møllet med klask i luften og ender ved dommerskranken, som han også giver et klask. Der går et stykke af den.
2. DOMMER: Der er orm i skranken.
1. DOMMER har fundet en konvolut på gulvet. Han undersøger den p abemaner og sætter så en hjørnetand i den og river den op. Han tager et brev ud og lader konvolutten falde. 2. DOMMER nærmer sig nysgerrigt og prøver at læse med. 1. DOMMER vender ryggen til ham.
2. DOMMER: Er det en sag?
1. DOMMER ler gnækkende: Du ved jo godt vi ikke får flere sager.
2. DOMMER: Hvad er det så?
1. DOMMER: Det sædvanlige. Chikane. Uden afsender.
2. DOMMER: Det ofrer man da ikke et frimærke på.
1. DOMMER: Ham her gør. Ironi og sarkasme. Hele vores ørkesløse tilværelse får vi revet i næsen. Dommere der ikke har nogen at dømme.
2. DOMMER: Lad nu være at være bitter.
1. DOMMER: Er du måske ikke bitter? Kan du huske hvornår der sidst stod en der og modtog dommen? En der blev ramt af retfærdigheden? Det er evigheder siden.
2. DOMMER: Herregud.
1. DOMMER: Verden er blevet ussel. I gamle dage var der noget der hed skyld og ansvar. Der var ord som brøde og brødebetynget. Folk var skyldige og der var brug for retfærdighed og straf. Man vidste hvad det var at sone.
2. DOMMER: stryger beroligende kollegaen over parykken: Såså, såså.
1. DOMMER: synger i takt med uret - melodi: Højt på en gren en krage sad:
Højt på en gren retfærdighed - simsalabimbasaladusaladim -
højt påen gren retfærdighed sad.
Dengang var brøde, straf og skyld - simsalabim....
Dengang var brøde straf og skyld til.
Mentalobservation man fandt - simsalabim...
Mentalobservation man fandt på.
Og det var psykologernes - simsalabim...
Og det var psykologernes skyld.
De skød den stakkels krage - simsalabim...
De skød den stakkels krage ned.
Derfor er al retfærdighed - simsalabim...
Derfor er al retfærdighed død.
2. DOMMER tager del i omkvædet. Det hele serveres med groteske abedansetrin og slutter med at de trøstende falder hinanden om halsen. ... Claude kommer ind. Han ser ud som om han har gået langt, tøjet er støvet og slidt, så man har svært ved at se, om jakken virkelig er en militærjakke. I hånden har han en tøjbylt.
CLAUDE: Jeg vil gerne dømmes. - Dommerne betragter ham med en blanding af nysgerrighed og vantro. - Hvis det kan lade sig gøre.
2.DOMMER: Det kan det da, muligvis.
CLAUDE: De tager et vist forbehold, kan jeg høre.
1. DOMMER: Forbehold? Os? Aldrig. Ser vredt på 2. DOMMER. Selvfølgelig kan han blive dømt.
2. DOMMER: Jeg mente jo bare ... Han skal for eksempel være myndig. Og normal.
CLAUDE: Det er jeg. Det har jeg attest på.
Han finder attesten frem fra tøjbylten. Dommerne studerer den indgående.
1. DOMMER: Den er underskrevet.
2. DOMMER: Af en overflyvelæge.
1. DOMMER: Selvfølgelig vil vi behandle Deres sag. Vær forberedt på, at vi er strengt retfærdige. Ingen formildende omstændigheder. Ingen psykologiske bortforklaringer. Kun den nøgne retfærdighed.
CLAUDE: Det lyder udmærket.
1. DOMMER: Tør De det?
CLAUDE: Hvis De tør love mig en retfærdig dom.
DOMMERNE: Det tør vi.
2. DOMMER: Og en retfærdig straf.
1. DOMMER: Hvad vil De gerne dømmes for?
CLAUDE: Mord.
Uret går i stå.
2. DOMMER: Hvor mange?
CLAUDE: Et.
DOMMERNE: ser glad overraskede på hinanden: Et mord, et mord.
CLAUDE: Foreløbig.
1. DOMMER: Hvem har De slået ihjel?
CLAUDE: Et barn.
1. DOMMER: fornøjet: Et barnemord, et barnemord.
2. DOMMER: henført: En alvorlig sag. Endelig langt om længe.
Muntert nynnende og med en blanding af forventningsfulde abehop og stor værdighed bestiger de dommersædet.
2. DOMMER: Hvad skal vi begynde med?
1. DOMMER: Motivet. Det er motivet der er det interessante. Hvad grund havde De til at begå Deres ugerning.
CLAUDE: Min ugerning?
1.. DOMMER: Undskyld, vi skal naturligvis være juridisk korrekte og kalde det en handling.
CLAUDE: Jeg kan godt lide De kalder det en ugerning. Der var ingen grund.
2. DOMMER: Man slår dog ikke et barn ihjel uden grund.
1. DOMMER: De handlede måske i affekt?
CLAUDE: Næh. Det var nærmest en rutinesag.
2. DOMMER: Var det et barn De kendte?
CLAUDE: Næh.
1. DOMMER: Havde De aldrig set det før?
CLAUDE: Næh.
2. DOMMER: Eller talt med det?
CLAUDE: Næh.
1. DOMMER: De kendte måske faderen?
CLAUDE: Næh.
2. DOMMER: Eller moderen?
CLAUDE: Næh.
1. DOMMER: Det var med andre ord et helt tilfældigt barn?
CLAUDE: Det var det faktisk.
2. DOMMER: Hvad alder?
CLAUDE: Det ved jeg ikke.
1. DOMMER: Dreng eller pige?
CLAUDE: Det ved jeg ikke.
2. DOMMER: Det må De da vide.
CLAUDE: Hvorfor?
DOMMERNE: hovedrystende: Ts, ts, ts, ts, ts.
CLAUDE: Så siger vi det var en pige.
2. DOMMER: Og hende slog De ihjel med koldt blod?
CLAUDE: Ja.
1. DOMMER: Angrer De slet ikke?
CLAUDE: Er De præst?
2. DOMMER: Det ville klæde Dem at angre.
CLAUDE: Længe leve forfængeligheden. - Jeg er her for at blive dømt. Angeren må være en privatsag.
1. DOMMER: Manden har ret. Et mord er et mord., naturligvis. Men det hører sig til, at man også finder motivet.
2. DOMMER: Var det berigelse?
CLAUDE: Nej.
1. DOMMER: Jalousi?
CLAUDE: Nej.
2. DOMMER: Idiosynkrasi?
CLAUDE: ????
1. DOMMER: Han mener, om barnet irriterede Dem?
CLAUDE: Overhovedet ikke.
2. DOMMER: Det var måske noget ... han ser bort og trækker vejret dybt ... noget seksuelt?
CLAUDE: Nej.
1. DOMMER:. Hvad i alverden var det så?!?
CLAUDE: Der var ingen grund, har jeg sagt.
2. DOMMER: De er forhåbentlig klar over, at mord uden motiver betragtes som bestialsk? Og som følge deraf straffes strengere end mord med?
CLAUDE: Det er kun rimeligt, men jeg havde altså ikke noget motiv.
Dommerne er tvivlrådige og klør sig abeagtigt oven i hovedet.
1. DOMMER: Hvis vi nu går over til den konkrete begivenhed, så kan vi måske konstruere et motiv til ham?
CLAUDE: Sikkert. Det har alle de andre gjort. Så snart de hørte om mordet, så var der ingen ende på alle de ædle motiver, de ville forære mig.
2. DOMMER: Har De da været for en domstol før?
CLAUDE: Ja. Jeg er blevet frikendt hver gang.
1. DOMMER: Måske er De uskyldig?
2. DOMMER: Når alt kommer til alt, var det måske slet ikke noget mord, men bare et hændeligt uheld?
CLAUDE: Jeg ved jeg er skyldig, De kan lige så godt dømme mig nu.
1. DOMMER: Det er meget almindeligt med skyldfølelser efter et uheld.
CLAUDE: Det var ikke noget uheld. Det var mord, og det var planlagt måneder i forvejen ned i de mindste detaljer.
2. DOMMER: smager på ordet: Ned i de mindste detaljer.
1. DOMMER: Så lad os gå i gang med dem. Vi kan begynde med liget.
CLAUDE: Der var ikke noget lig.
2. DOMMER: Hvordan kan det så være et mord?
1. DOMMER: Det må være Deres behagelige spøg.
CLAUDE: Det var et mord. ... Dommerne ser tvivlrådigt på hinanden. De klør sig i hovedet og gnækker. ... De loevedde at dømme mig.
2. DOMMER: Naturligvis.
1. DOMMER: pludselig lettet: Vi har helt glemt formaliteterne.
Han får travlt med at slå op i entyk bog på dommerskranken. 2. DOMMER finder blækhus og pennefjer i en skuffe. Under det følgende skriver han i bogen.
2. DOMMER: Navn?
CLAUDE: Claude.
2. DOMMER: Alder?
CLAUDE: Betyder det så meget?
2. DOMMER: Naturligvis.
CLAUDE: Jeg er bare gammel. Selvfølgelig har jeg været barn engang og ung, men så blev jeg voksen og begik mordet. Eller også var det omvendt. Siden da har jeg ikke kunnet sove om natten, og om dagen vandrer jeg fra den ene domstol til den anden - uden resultat.
1. DOMMER: Bare rolig, vi er ikke som de andre. Vi er strengt retfærdige, vi har aldrig frikendt nogen, der var skyldige.
2. DOMMER: Har De været soldat?
CLAUDE: Ja. Jeg begik mordet, mens jeg var indkaldt.
2. DOMMER: Det betyder ingenting, et mord er et mord. - Døde barnet med det samme?
CLAUDE: Det vil jeg tro.
1. DOMMER: Det må De da vide.
CLAUDE: Jeg var ikke på gerningsstedet.
2. DOMMER: skrivende: Mord in absentia. ... Til 1. DOMMER: Højst usædvanligt, hvad?
CLAUDE: Moderne teknik løser enhver opgave.
1. DOMMER: De skal tie stille, når De ikke er spurgt.
CLAUDE: De kan jo bare dømme mig. Thi kendes for ret: Claude har tilstået, straffen lyder på ...
1.. DOMMER: højlig forarget: Tror De vi dømmer uden præmisser? - Han tror vi dømmer uden præmisser. - Præmisserne er vores stolthed.
2. DOMMER: Præmisserne er skønheden.
Under det følgende taler dommerne ikke til hinanden, men lige ud i luften. Lyset bliver anderledes, overnaturligt.
1. DOMMER: Præmisserne er som kærtegn.
2. DOMMER: Forhøring er som forføring.
1. DOMMER: Man føler sig frem, ganske blidt.
2. DOMMER: Tiltalte bliver usikker.
1. DOMMER: Hjertet begynder at banke.
2. DOMMER: Man indgyder tillid.
1. DOMMER: Søger et holdepunkt.
2. DOMMER: Finder det.
1. DOMMER: Åh, det suger i maven.
2. DOMMER: Salige fryd.
1. DOMMER: Man søger motivet.
2. DOMMER: Finder det - åh og nu.
1. DOMMER: Tiltalte viger.
2. DOMMER: Tiltalte blotter sig.
1. DOMMER: Ikke helt, men altid nok.
2. DOMMER: Man sætter ind på det blødeste sted.
1. DOMMER: Dommer og morder er ét.
DOMMERNE: i kor: Dommer, morder, dommer, morder.
2. DOMMER: Brøde. Skyld.
1. DOMMER: Straf. Anger.
2. DOMMER: Tilstå, tilstå.
1. DOMMER: Åh, det letter.
2. DOMMER: Dommen, dommen.
1. DOMMER: Dommens præmisser.
2. DOMMER: Alle præmisserne. Thi -
1. DOMMER: Kendes for ret.
BEGGE: Claude, Claude, Claude.
2. DOMMER: Voldsmand, forbryder.
1. DOMMER: Slog et barn ihjel.
2. DOMMER: Uden motiv, uden motiv.
1. DOMMER: Dømmes til døden.
BEGGE: Døden, døden, døden, døden døden - de når klimaks og falder sammen over dommerskranken. Lyset bliver som før.
CLAUDE: Jeg er parat.
Dommerne kommer sig og rejser sig i sædet.
2. DOMMER: Nænæ, så let går det ikke. Vi mangler stadig detaljerne.
1. DOMMER: Men dem har De selvfølgelig glemt, fordi det er så længe siden.
CLAUDE: Jeg har ingenting glemt. Det var den 6. august 1945, tidligt om morgenen. Jeg sad i ...
1. DOMMER: Ti stille.
Han tager en anden tyk bog frem og slår op og puster støv af og leder.
CLAUDE: Jeg sad i ...
2. DOMMER: Respekt for retten, for satan.
1. DOMMER: 45, 45, juli, august ... det var den sjette, De sagde. Vi har ingen barnemord den sjette.
CLAUDE: Jeg sad i min flyvende fæstning, 20.000 fod oppe, på vej mod et bestemt mål, en lille rød prik på landkortet. Vi var dersamtidig med solen. Jeg sagde go ahead, og så dalede den ned mod jorden i en faldskærm. En lille tyk en, bare 2½ meter lang. 600 meter over jorden eksploderede den. Så tog vi de billeder vi skulle og vendte hjem. Farvel Hiroshima, goddag Claude. Morder, krigsforbryder.
2. DOMMER: De sagde De slog én pige ihjel?
CLAUDE: Jeg slog 100.000 ihjel, men det er ufatteligt, så det kan I ikke dømme mig for. Sig det bare. I kan ikke forestille jer en straf, der passer til 100.000 mord. Derfor siger jeg. Døm mig for ét.
1. DOMMER: Hvad kan vi ikke? Kvinder og børn, sprængt i stumper og stykker, dræbt af gammastråler, brændt ihjel! Skulle vi ikke kunne dømme for det? Den strengeste straf?
2. DOMMER prikker 1. DOMMER på armen for at få hans opmærksomhed, men han lader sig ikke anfægte.
1. DOMMER: Der findes ikke den ugerning, der ikke kan dømmes.
CLAUDE: Udmærket.
1. DOMMER: Øje for øje, tand for tand.
2. DOMMER haler 1. DOMMER i armen. Han anfægtes stadig ikke.
1. DOMMER: Vi siger liv for liv.
2. DOMMER haler hårdt.
1. DOMMER: Hvad er der?
2. DOMMER hvisker til 1. DOMMER. De forsvinder langsomt ned bag skranken og dukker frem ved siden af skranken. 2. DOMMER har en lille bog og en kuglepen, som han rækker Claude.
2. DOMMER: Må vi få Deres autograf?
1. DOMMER: De er en helt. Det var Dem, der gjorde ende på anden verdenskrig.
CLAUDE: Så døm mig dog.
2. DOMMER: De gjorde kun Deres pligt.
CLAUDE: Jeg myrdede uden grund. Jeg havde ikke skygge af motiv.. Jeg ..
DOMMERNE: overdøver ham, indtil han tier: Pligt, pligt, pligt, pligt, pligt ....
CLAUDE: I lovede mig den nøgne retfærdighed. Han peger på dommersædet. Thi kendes for ret. I lovede det.
1. DOMMER: Okay.
Dommerne bestiger dommersædet med samme abeagtige værdighed som før.
BEGGE DOMMERNE: Thi kendes for ret ...
CLAUDE: Først præmisserne. De sagde De elskede præmisser.
2. DOMMER: Eftersom Claudes gerning må betragtes som værende samfundsnyttig ...
1. DOMMER: Uselvisk ...
2. DOMMER: Gjort af pligt og kærlighed til fædrelandet ...
1. DOMMER: Uden tanke for sit eget liv, etcetera, etcetera ...
2. DOMMER: Må den høje ret anse stakkels tiltalte for at være aldeles uden skyld. Thi kendes for ret ...
BEGGE DOMMERNE: Claude er frikendt, Claude er frikendt, Claude ere frikendt.
CLAUDE: Uden skyld?
Dommerne stiger syngende ned fra dommersædet, danser rundt og synger.
DOMMERNE: synger:
Uden skyld, uden skyld, anger ligegyldig
ikke spor barnemord, Claude er ikke skyldig.
Dommen må lyde på, det må alle sande
han kan gå, han kan gå bort med oprejst pande.
Frikendt, frikendt, han har intet gjort,
ikke mord, nej ikke spor, for vi er blevet spurgt.
Og han er frikendt, frikendt, sagen er forbi,
fra i dag at regne af skal manden være fri.
CLAUDE: Det kan I ikke.
2. DOMMER: Ikke det? Hør nu her, hvis man vil dømmes for et mord, så er den første forudsætning, at der faktisk foreligger et mord.
1. DOMMER: Det gør der ikke for Deres vedkommende.
CLAUDE: Hvad døde de så af, de 100.000?
2. DOMMER: Af krigen. Det gør man jo.
CLAUDE: Det var mord. Unødvendigt mord.
2. DOMMER: Nu skal jeg sige Dem noget ... hvad?
1. DOMMER: har rykket 2. DOMMER i armen: Giv ham bare ret, herregud.
2. DOMMER: Ret?
1. DOMMER: Det betyder ingenting. Vi godtager, at der foreligger et mord. Forudsætningen for at blive dømt er at det er ham, der har begået det. ... Og det har De ikke.
CLAUDE: Det var mig, der førte flyveren, mig, der gav ordren, mig der ...
1. DOMMER: Netop! Men hvem trak i håndtaget?
CLAUDE: Jamen ...
1. DOMMER: Ti stille. ... Dommerne kravler igen op på dommersædet. ... Første vidne.
Bob kommer ind, tyggeggummityggende.
BOB: Harj Claude.
2. DOMMER: Vil De være venlig at aflægge ed. Jeg sværger ved faderen, sønnen og så videre -
BOB: Det er klart.
2. DOMMER: Og ved alt, hvad der ellers er mig helligt.
Bob tager tyggegummiet ud og lægger det på vidneskranken.
BOB: Børsen og Anders And? Den hellige almindelige produktion? Det evige underliv?
2. DOMMER: Sværger jeg at tale sandt.
BOB:: Yeps.
1. DOMMER: Det var Dem, der trak i håndtaget den 6. august?
BOB: Håndtaget?
1. DOMMER: Ja, så bomben faldt?
BOB: Nåh, jomfru Maria?
1. DOMMER: Jomfru Maria?
BOB: Ja. Vi havde jo malet på den, ikke? Sådan med hvid maling, forstår De - lykke på rejsen, jomfru Maria.
2. DOMMER: Er De katolik?
BOB: Det tror jeg ikke, det gør man så tit.
2. DOMMER: Hvorfor skrev De netop jomfru Maria?
BOB: Jo, den skulle jo ud og have sit første knald.
1. DOMMER: Den dræbte over 100.000.
BOB: Ja, den var ikke helt almindelig.
2. DOMMER: De erkender Dem med andre ord skyldig i mord?
BOB: Mord?
DOMMERNE: Ja.
BOB: Mig?
DOMMERNE: Ja!
BOB: fuldstændig uforstående: Hva faen ... det var jo bare japsere.
1. DOMMER: De trak i håndtaget.
2. DOMMER: De fik bomben til at falde.
1. DOMMER: De skal dømmes for mord.
BOB: Der var krig, manner.
2. DOMMER: Gælder ikke. De trak.
1. DOMMER: De er skyldig.
BOB: Altså, hør nu her ...
DOMMERNE: De trak!
BOB: Selvfølgelig trak jeg. Han sagde go ahead.
DOMMERNE: Bomben faldt, 100.000 mord!
BOB: Han sagde jeg skulle.
CLAUDE: Kan I så høre det? Det er mig, der er skyldig.
BOB: Det er rigtigt, ja. Claude har gået på højskole, han egne´r sig bedre til det. For faen, manner, jeg lystrede jo bare en ordre.
1. DOMMER: med rolig kontorstemme: Og det mener De fritager for skyld?
CLAUDE: Ja, selvfølgelig.
Dommerne ser tilfreds på hinanden og nikker.
2. DOMMER: til BOB: Ja tak. ... Han verfer med hånden. BOB finder sit tyggegummi, putter det i munden og går.
1. DOMMER: venligt: De handlede jo også efter ordre.
CLAUDE: Det er noget andet med Bob.
2. DOMMER: Altså kan De ikke drages til ansvar.
CLAUDE: Det kan jeg vel nok.
1. DOMMER: Hvis han går fri, så må De også gå fri. Det er logik for begyndere, ikke sandt?
2. DOMMER: De er frikendt.
DOMMERNE: synger:
Frikendt, frikendt, sagen er forbi,
fra i dag at regne af skal ...
CLAUDE: Hvem skal så drages til ansvar?
1. DOMMER: Herregud, De er fri, Claude, fri.
2. DOMMER: De handlede efter ordre.
CLAUDE: Den kom fra krigsministeriet.
1. DOMMER: Til lykke, Claude.
2. DOMMER: De er fri, De kan gå.
CLAUDE: Er krigsministeriet blevet dømt? ... Dommerne ler gnækkende. ... Hvorfor ikke? ... Dommerne ryster på hovedet. ... Man kan da ikke have 100.000 mord uden at straffe den skyldige.
2. DOMMER: Jamen Claude dog.
CLAUDE: I lovede fuld retfærdighed. Hvis jeg går fri, fordi jeg har fulgt en ordre, så må anklagen gælde ham, der gav ordren.
1. DOMMER: Hør nu her, Claude ...
CLAUDE: Øje for øje, tand for tand, liv for liv. ... Dommerne slår resignerende ud med armene. ... Jeg vil se ministeren.
MINISTEREN kommer ind, DOMMERNE rejser sig og bukker servilt.
MINISTEREN: Min tid er knap.
2. DOMMER: Tilfældet Claude.
1. DOMMER: Tvangstanker.
2. DOMMER: Han tror han er skyldig.
MINISTEREN: Du er jo frikendt.
CLAUDE: Fordi jeg handlede efter ordre. Det var Dem, der gav den, er De blevet dømt?
MINISTEREN: Nu skal du være fornuftig, Claude. Jeg har en medalje til dig. ... Han tager en medalje frem og vil sætte den på CLAUDE, men CLAUDE vægrer sig. MINISTEREN tager endnu en medalje frem. ... Jeg har to.
1. DOMMER: Vær nu sød, Claude.
CLAUDE: Er De blevet dømt?
2. DOMMER: Selvfølgelig er han ikke det. Han fik ordren af præsidenten.
CLAUDE: Er præsidenten blevet dømt?
1. DOMMER: Vær nu fornuftig, Claude. Præsidenten er valgt af os alle sammen. Hvis han er skyldig, så er vi alle sammen skyldige, også skulle vi alle sammen straffes. Kan De ikke se det er en fuldkommen komisk tanke?
2. DOMMER: Der er ingen, der er skyldige. De er frikendt, Claude.
CLAUDE: Jeg kunne have standset ordren. Nægtet at udføre den.
MINISTEREN. Du er frikendt. Det amerikanske folk frikender dig. Et helt folk kan ikke tage fejl, Claude. I hvert fald ikke det amerikanske.
Claude samler sin tøjbylt op og gør tegn til opbrud. Ministeren prikker sig på tindingen og ser på dommerne, der nikker.
MINISTEREN: Er det dine fattige ejendele? .... Han tager sin tegnebog frem.
CLAUDE: Det er mine sparepenge. Jeg har tænkt mig at købe en halv time i fjernsynet og fortælle min historie for det amerikanske folk.
MINISTEREN: Din historie?
CLAUDE: Ja. ... Han begynder at gå ud.
MINISTEREN: Æh - Claude ... Claude standser, ministeren rømmer sig.
CLAUDE: De ville gerne vide hvordan? Det skulle begynde med billeder fra Auschwitz og Belsen. Gaskamrene. Ligbunkerne. Krematorieovnene. Elendigheden og ondskaben. Og en stemme, der spørger: Hvem havde skylden? Så blændes derover til retssalen i Nürnberg. Krigsforbryderprocessen. Kameraet vandrer over nazisternes ansigter. De skyldige bliver dømt. Pludselig er skærmen fuld af ild og røg. Bomben er lige faldet i Hiroshima. Billederne vælter ind i stuen hos folk. Skrigende mennesker med huden i laser, og stemmen, der gentager: hvem havde skylden? Klip til en flyver på den blå himmel. Claude ved styrepinden. Han ser ud. Paddehatteskyen rejser sig. Hvor kom ordren fra? Overblænding til Det Hvide Hus. Præsidenten kommer ud på trappen. Han slår ud med hånden og smiler, solen glimter i hans hvide tænder. Kameraet zoomer ud. Vi ser Hiroshimaofrene kravle op ad trappen foran ham, vi hører skrigene, og stemmen, der spørger: Hvem har skylden? Skylden, skylden, skylden, lyder ekkoet. ... Han begynder at gå ud.
MINISTEREN: Øh, Claude ... jeg tror da godt vi kunne komme til en ordning med den der skyldfølelse. Jeg mener - en halv time i fjernsynet det er immervæk en sjat penge. Har du ikke lyst til at træffe præsidenten?
Et rødt telefonrør kommer dalende ned fra loftet.
DAMESTEMME: Washington her.
MINISTEREN: Må jeg få præsidenten.
DAMESTEMME: Værsgo.
NY DAMESTEMME: Det er sekretariatet.
MINISTEREN: Jeg vil gerne tale med præsidenten.
HERRESTEMME: Hallooooo?
MINISTEREN: Davs du, jeg har en sag, der godt kan blive ubehagelig, hvis ...
HERRESTEMMEN: Så får du præsidenten. Et øjeblik.
NY HERRESTEMME: Hello.
MINISTEREN: Jeg må tale med dig, strengt fortroligt.
STEMMEN: Go ahead.
MINISTEREN: Det er Claude, ham der kastede bomben over Hiroshima. Han vil fortrælle om det i fjernsynet.
STEMMEN: Og hvad så?
MINISTEREN: Det må frarådes.
STEMMEN: Du må hellere få præsidenten, jeg tager mig kun af udenrigspolitikken.
MINISTEREN: Hvem taler jeg da med?
STEMMEN: Golftræneren. Hej du, der er en i røret.
PRÆSIDENTENS STEMME.: Det er mig.
MINISTEREN: Claude, Hiroshimapiloten du ved, han vil fortælle om det i fjernsynet.
PRÆSIDENTEN: Og hvad så? Vi lever i et frit land.
MINISTEREN: Ja men ...
PRÆSIDENTEN: Frit, sagde jeg. Frittere, frittest.
MINISTEREN: Han vil snakke om ansvaret.
PRÆSIDENTEN: Smukt, smukt.
MINISTEREN: Ansvaret for bomben. Han siger han er skyldig. Han vil dømmes som krigsforbryder.
PRÆSIDENTEN: Ja så.
MINISTEREN: Kan vi have det?
PRÆSIDENTEN: Flyt dig. Jeg vil tale til ham. ... Ekko på stemmen: Livet er kort, Claude. Hvorfor gå med skyld, når det ikke er klædeligt? Krigen er forbi, det er tid til medaljer, hvem har brug for skam, når der ikke er penge i det?
CLAUDE: Jeg vil straffes for det jeg har gjort.
PRÆSIDENTEN: Din præsident frikender dig.
CLAUDE: De er lige så skyldig.
PRÆSIDENTEN: Hør nu her, Claude ...
CLAUDE: For Dem var det bare to ord i telefonen. Jeg var den der så eksplosionen og skyen, der foldede sig ud. Jeg har set billederne af dem, der var der. Jeg ved jeg er skyldig. Hvorfor kan jeg ikke blive straffet.
PRÆSIDENTEN: Du handlede efter ordre, det fritager for skyld.
CLAUDE: Det samme sagde Eichmann. Han blev dømt.
PRÆSIDENTEN: Glem det, Claude, glem det. Det er fremtiden det gælder. Det er den du skal tænke på. Du ved ikke, hvad der venter dig.
CLAUDE: Ingenting.
PRÆSIDENTEN: Sig ikke det, vi har tænkt på dig.
Musik.
MINISTEREN: synger i schlagerstil:
Et lille hus på landet, bindingsværk og stokroser,
bedre for sindet end lægernes chokdoser ...
PRÆSIDENTEN: taler, mens musikken spiller mellemspil: Vi køber det til dig, Claude, staten betaler, du har fortjent det.
MINISTEREN: lægger armen om CLAUDE og synger:
Glemme al verdens ondskab
øge sin visdom og kundskab
dyrke sin have, hvile i fred med sig selv ...
CLAUDE ryster MINISTEREN af sig. Musikken skifter til jazz, hurtigt tempo.
PRÆSIDENTEN: synger:
Bab-bab-bab-ba-da-de-la-bu-be-la-ba.
En topersoners MG, MG, MG med rød og skinnende lak.
En topersoners MG, MG, MG med hestekræfter, nå tak.
Ved rattet sidder Claude og motoren brummer.
Nu gi'r du den alt, hvad motoren rummer.
En tiger i bånd lystrer din hånd.
Hjulene snurrer og tigeren knurrer.
En topersoners MG, MG, MG med tanken fuld af benzin.
En topersoners MG, MG, MG, der helt alene er din.
Du stryger hen ad vejen, dækkene synger,
nyd du nu legen, farten forynger,
en tiger i bånd lystrer din hånd - og nu
MINISTEREN: taler, mens musikken skifter til en langommere, kælen melodi: Staten betaler, hvad vil du mere?
PRÆSIDENTEN: synger:
Nu drejer vi af fra cementen
til højre ad skovvejens ro.
Stop du så vognen og vend den,
hold stille og husk I er to.
På sædet ved siden af dig
sidder der en, der vil ta' dig
og føre dig bort til et sted -
Under PRÆSIDENTENs sang er DOMMERNE kravlet ned fra dommersædet. 1. DOMMER har stillet sig ved siden af Claude. Under de sidste linier har han taget parykken, masken og kappen af og åbenbarer sig nu som en ung, forførende skønhed i sort stropløs kjole. Hun tager CLAUDEs hånd og fortsætter sangen.
SKØNHEDEN: synger:
Hvor du kan forvandle din smerte
og glemme de gnavende sår.
Føl på mit bankende hjerte
og spørg så hvorfor det mon slår.
Du mærker enkvinde kan li' dig,
en, der for evigt vil gi' dig
den dulmende glemsel og fred.
Hun lyner kjolen op, så den falder til jorden, træder tæt til Claude og lægger armene om ham, mens MINISTEREN og 2. DOMMER danner nynnekor.
SKØNHEDEN: Kys mig, Claude.
CLAUDE skubber hende fra sig, nynnekoret stopper brat.
CLAUDE: Jeg er skyldig!!
PRÆSIDENTEN: Han er sindssyg.
CLAUDE: til SKØNHEDEN: Kan I da ikke forstå det? Nogen må være skyldig.
SKØNHEDEN ser bort.
PRÆSIDENTEN: Han er sindssyg.
MINISTEREN nikker op i luften, tager en fløjte frem og pifter. Lyden af en sirene bliver kraftigere og kraftigere. SKØNHEDEN forvandler sig til 1. DOMMER og indtager dommersædet sammen med 2. DOMMER. Sirenen stopper.
PRÆSIDENTEN: med ekko på stemmen: Thi kendes for ret.
DOMMERNE: synger, jublende glade:
Claude er skør, Claude er skør, han skal spærres inde.
Vi får se, vi får se, om han nogensinde
kommer ud, kommer ud, ud fra indespærring,
mange tegn, mange tegn tyder på forværring.
Sindssyg, sindssyg, hjernen gik amok,
skriv nu i aviserne han fik et nervechok,
så han blev sindssyg, sindssyg, hjernen gik amok,
blot fordi han ikke havde sjælestyrke nok.
Under sangen kommer to mænd i hvidt ind og tager fat i CLAUDE.
PRÆSIDENTEN: Ja tak.
Mændene fører CLAUDE ud. MINISTEREN er også ved at gå ud, men så vender han sig og kalder DOMMERNE ned fra dommersædet. Han sætter medaljerne på dem, og der udveksles lykønskningshåndtryk, hvorefter han går ud. 2. DOMMER samler brevet op fra gulvet og læser det.
2. DOMMER: Tror du vi har gjort noget forkert?
1. DOMMER: Os? Bah.
2. DOMMER: Det er ellers tankevækkende.
1. DOMMER: hånligt: Synes du?
2. DOMMER: læser højt: Salige ere de, der hungre efter retfærdighed. Thi de skal mættes. Venlig hilsen, Jesus.
Lille pause. Uret begynder igen at sige tik-tak.
1. DOMMER: Jesus kunne ikke skrive.
2. DOMMER: Ikke det?
1. DOMMER: Nej.
2. DOMMER: Er det videnskabeligt bevist?
1. DOMMER: I hvert fald ikke på maskine.
2. DOMMER: Det er med andre ord et falsum?
1. DOMMER: retter på sin medalje: Netop.
Lyden af sirenen kommer igen, men dør hurtigt bort. 2. DOMMER gemmer ansigteet i hænderne.
1. DOMMER: Hvad er der?
2. DOMMER: Så er det det gamle liv igen.
Lyden af en fløjtekedel, der begynder at fløjte.
1. DOMMER: Nej da, det er kaffetid.
De forlader scenen med abehop, hængende arme og små frydeskrig.
SLUT